Januar Februar Marts April Maj Juni Juli August September Oktober November December

Tysklandsturen Lørdag den 4. november 2017 Den årlige indkøbstur til en tysk grænsehandel gik i år til Padborg, hvor vi skulle handle ind hos Poetzsch, der sammen med Otto Duborg havde et par meget store indkøbscentre tæt ved hinanden. Vi skulle køre med Niels fra Døstrup, og lidt i 7 kom Niels kørende med sin store dobbeltdækkerbus, hvor der var rigelig plads til alle. Vi myldrede om bord, og kl. 7 kørte vi fra Randers, mens Torben foretog en optælling af alle deltagerne. Derefter fortalte Lars om selve turen, idet vi efter indkøb i Tyskland skulle ud at trave i skovene ved Sønderhav, der ligger på nordsiden af Flensborg Fjord. Vi fik et par muntre morgensange sammen med Jytte, og vejret var der ikke noget i vejen med, sol, ind imellem let skyet og ingen vind, kunne det blive bedre? Vi ankom til Skærup Rasteplads, hvor der var kombineret ryge- og toiletpause, og her kunne vi købe en kop kaffe og et frisksmurt rundstykke af bestyrelsen, der havde været ekstra tidligt oppe for at lave kaffe samt hente rundstykker hos bageren. Derefter foregik der et mindre salg af skrabelodder til fordel for Julemærkemarchen i Randers, der skulle foregå om en måneds tid, og som Randers Fodslaw stod for. Godt 10 passerede vi grænsen til Tyskland, og lidt efter ankom vi til de 2 indkøbscentre i Padborg. Her udrustede vi os alle med en indkøbsvogn af passende størrelse, og derefter drog vi ind i butikken for at se på varerne. Vi købte, hvad vi mente, at vi havde brug for til de næste par måneder, manøvrerede vognen hen til kassen, hvor der skulle betales, og her stod der selvfølgelig mange andre, der med deres højtlæssede indkøbsvogne også ventede på at blive ekspederet. Ude ved bussen fik vi anvist en plads til vores varer, og her stablede vi det hele ind, så der til sidst ikke var et sted, hvor der ikke var stablet helt til loftet. Kl. 12 manøvrerede Niels forsigtigt bussen ud fra indkøbscentret, hvortil der kom en stadig strøm af biler, og så satte vi kurs mod grænsen. Her var der som noget nyt opstillet et stort telt, som vi kunne køre igennem. Vi skulle dog stoppe midt i teltet, hvor der stod et par militærfolk, der spurgte os ud om, hvad vi for nogle. Da de hørte, at vi var fodslawfolk, der skulle ud at trave, fik vi besked på, at så kunne vi ”godt gå videre”. Vi kørte derefter til Sønderhav, der ligger et stykke ud ad kystvejen mod Dybbøl. Her ligger der et pølse- og ishus ved en meget stor rasteplads, og her gjorde vi holdt. Fra parkeringspladsen var der en fantastisk udsigt over Flensborg Fjord ud til de 2 øer Lille Okseø og Store Okseø. Lars forsvandt derefter en kort tid for at finde de planlagte startsteder, idet der var 3 forskellige rutelængder at vælge imellem. Han kom kort efter glædestrålende tilbage, han havde fundet stedet, der lå lige om hjørnet, havde fået lov af en haveejer til at krydse hans grund, så nu var alle forhindringer ryddet af vejen, så vi kunne roligt starte. Ved tilbagekomsten ventede der den velfortjente varme pølse eller den kolde is, frit valg! Først skulle man dog lige stå i kø i 20 minutter, for der var mange andre, der havde fået den samme ide. Derefter kørte vi omkring Gråsten Slot på en sådan måde, at vi fik set den både fra venstre side af bussen, men så sandelig også fra højre side, dog ikke samtidigt! Derefter gik turen hjemad, med sædvanlig ryge- og toiletpause i Skærup, og lidt senere afholdtes der amerikansk lotteri i bussen, ligesom Peter var ude med sin liste for at finde frivillige til at arrangere træningsture næste år. Vi fik også et par farvelsange, inden vi ved 19-tiden ankom til Randers, hvor der blev en voldsom pakken ud af bussen, fordeling af diverse kasser med øl og vand, foruden alle de søde sager, man havde købt til julen. En stor tak for turen og dens tilrettelæggelse til rette vedkommende og en tak til Niels for sædvanlig god og sikker kørsel. Birgit og Henning fra Hobro